Pas på med at hylde dem,
der kun sig selv forgylder.
Lad hellere hyldesten gå til dem,
hvis magtsyge mindre fylder.
For målt og vejet, da fylder regeringen meget.
Med med ét universum:
Dens eget!
Juliette Charleman
Furesøvej 55
2830 Virum
I anledning af Herbert Pundiks bog “Natpost til Sussi” skrev en benovet anmelder i Berlingske Tidende, at bogens beskrivelse af mellemøstenkonflikten var “nuanceret”. Pundik kan nemlig også se tingene fra palæstinensernes side, og det er da også helt fint. I hvert fald så længe han ikke i sin iver for at forstå arabernes anke mod Israel til sidst skifter side og holder med dem. Hvilket han også er i sin gode ret til at gøre naturligvis, men når man har ord for at være en uforfærdet Israelstøtte - en sand “Mr Israel” - er sideskift en farlig ting. Især når de fleste af Herbert Pundiks mange fans ikke engang aner, at det har fundet sted. Men det har det tilsyneladende, og det er kun det seneste trin i en lang udvikling skildret i erindringsværket “Det er ikke nok at overleve”, hvor Pundik fortæller om sin vandring fra zionist til kommunist og senere til ateist og til humanist.
“Hvis jeg har en tro, er det troen på humanismen”, sagde Pundik i et interview med Kristeligt Dagblad engang, og det lyder også meget godt, men denne “tro” afspejler en ringe viden om ordets egentlige betydning, som er en ganske anden, nemlig dannelse. Humanismen i Sokrates’ Grækenland og Dantes Italien havde meget lidt med “et varmt hjerte for de undertrykte” at gøre, men det er ikke desto mindre i denne populistiske betydning, at Pundik bruger ordet, og derved gør han sig skyldig i et pinligt selvbedrag, som også historikeren Bent Blüdnikow har bemærket i en rammende boganmeldelse.
“I det nye erindringsbind er han blevet repræsentant for noget, som han ikke opfatter som en ideologi, nemlig humanismen, som heldigvis altid synes at svare til hans egne holdninger”.
Ja nemlig, egne holdninger præsenteret som “humanisme”. Og Pundik er også blind for det faktum, at der gemt i mange “humanisters” åndelig bagage ligger noget, der langt fra en altomfavnende kærlighed til alle mennesker snarere nærmer sig had. Nærmere bestemt had til eget hjem, eller med et fint ord “oikofobi”. Men i Herbert Pundiks tilfælde er det had til det samfund, der har skuffet ham så meget: Israel. Det kunne man se i Pundiks anden erindringsbog “Du kan hvis du tør”, hvor han går i rette med alle de israelske politikere, der ikke er lige så “humanistiske” som han selv - og som han ifølge en anden Bent, overrabbiner Bent Melchior, “tillægger de værste motiver”. “Forbitrelsen lyser ud af Pundiks gennemgang, “skrev Blüdnikow, “og han frakender dem ethvert anstændigt motiv og enhver rationel forståelse. Det klæder ikke bogen”. Nej, og det klæder bestemt ikke Herbert Pundik. Ikke desto mindre har han ord for at være upartisk og fair i sine reportager.
Skiftende loyalitet
Men bitterhed og dømmekraft passer ikke godt sammen, og det er sidstnævnte - dømmekraften - Jeg sætter spørgsmålstegn ved i dette indlæg. Det gør jeg, fordi det er farligt at tro, at den hæderkronede Herbert Pundik - Cavlingprisen I 1967, Rosenkjærprisen 1993, Modersmålprisen i 1995 - er en kommentator, der i kraft af sin ubestridelige viden også bedømmer rigtigt og taler sandt. Det gør han ikke, og det det er jeg ikke ene om at mene.
“Herbert Pundiks klummer er interessante, bevares”, skriver Jyllands-Postens Flemming Rose, “men for det første har han taget fejl i de fleste af tidens væsentligste debatter.
Bent Blüdnikow er enig:
“Pundiks egen dømmekraft er til tider problematisk. (…) forbitrelsen over Israels politik og hans manglende erkendelse af faren har betydet politiske analyser i Politiken af meget begrænset kvalitet, fordi han ikke har formået at adskille sine lidenskaber fra sin analytiske virksomhed”.
Ja, han skriver godt men tænker skidt, kan man sige, og denne evne til at tage fejl - og slippe godt fra det - er også blevet bemærket af IsraelOnline redaktør Dan Harder, der 6. januar 2000 skriver at Pundik ikke alene mangler indsigt men også fører sine læsere bag lyset.
Det kan undertegnede nikke genkendende til, og hvis Roses, Harders, Melchiors, Blüdnikows og nu vores bedømmelse er rigtig, burde titlen på KDs interview-artikel om Pundik ikke hedde “I livslang gæld til den jødiske sag” men “I livslang gæld til den socialistiske sag”, for det er den, der står hans hjerte nærmest. Socialismen har ikke skuffet Herbert Pundik, men det har Israel og det i den grad, at han under dække af gammel venskab fodrer dets fjender med ammunition, der kan befordre Israels forsvinden fra verdenskortet.
Skuffelse vendt til had
Men må Israel for den skuffede Herbert Pundiks skyld virkelig gerne gå under? Ja, det er desværre det indtryk man får, når man læser mange af hans kommentarer. Både Pundik og Politiken fremstiller Israel som “ondskabens imperium”, skriver Bent Melchior i Politiken 14. december 2003, og her vil jeg igen citere Dan Harder, der i et indlæg med titel “Pundik må afsættes” gør opmærksom på, at Herbert Pundik under Sharons statsministerperiode var betænkelig nær ved at fortrække Israels undergang, hvis bare det kunne ramme Sharon. Det var også Pundiks barnlige had til sidstnævnte, der gjorde ham blind (et meget træffende ord) for alle de andre og vigtigere ting, Pundik ikke har interesseret sig for, og som Harder remser op én efter én. Her må af plads hensyn kun citere den vigtigste, at det palæstinensiske selvstyre til stadighed underviser deres børn og unge i had mod israelere og jøder, samt palæstinensernes ret til at udrydde den jødiske stat til fordel for en palæstinensisk, der skal omfatte hele det nuværende Israel”.
Her har vi nøglen til hele Mellemøsten-konflikten, og når Pundik forbigår det, er resten af hans “analyser” ikke andet end tom snak. Desværre er palæstinensernes aktive bidrag til at holde hadets gryde kogende bare én af de ting, Herbert Pundik ikke synes at skænke mange tanker, og hvis Harder har ret, burde Pundik overlade Mellemøstenområdet til en anden, der ikke - som han selv - lod sig narre af Jassir Arafat i rollen som den Store Forsoner med Fred i gavekurven.
Den faste tro på Arafat
“Arafats forsoningspolitik sejrede”, stod der i store bogstaver i Politiken 22.1.1996, og her kunne en glædestrålende Herbert Pundik fortælle læserne, at den fundamentalistiske Hamas-bevægelse er blevet afsløret som en papirtiger” (!)
10 år efter denne jubelraptus er der nok ikke mange, der ser Hamas som en harmløs papirtiger, og fem år efter ovenstående artikel måtte Pundik i en ganske bemærkelsesværdig - og senere ganske fortiet - artikel i Politiken fortælle læserne, at Arafats forsoningspolitik var fup. Overskriften var “Historien om Faisal al-Husseini”, og den omhandler med Pundiks ord “en palæstinensisk frihedskæmper, der talte om forhandling og kompromis”. Men da denne store moderate skikkelse pludselig døde, kom der artige ting frem. Kort for sin død havde al Husseini nemlig betroet en egyptisk journalist, at Osloaftalen, som Arafat traf med den daværende israelske ministerpræsident, Ytzak Rabin, var “en trojansk hest, hvis formål var at bryde gennem de israelske forsvarsværker - et skridt mod det strategiske mål, Israels fald” (Politiken 5 august 2001).
Skåret ud i pap betyder dette, at alle - israelerne, Rabin og Pundik himself - simpelt hen er blevet bondefanget. Men det kan Pundik ikke få sig selv til at sige, og han slutter artiklen men det mærkværdige udsagn, at “bolden nu ligger på hans (Arafats) boldgade”. D.v.s.Pundik tror stadig på ham, og det er tydeligt - i hvert fald for os - at han intet har lært af hele denne uhyggelige farce. Intet.
Og hvorfor? Efter min mening er det fordi Herbert Pundik er fanget i et dilemma mellem en skuffet kærlighed til det Israel og en ideologi - den abstrakte socialistiske ideologi - der forpestede livet for hundreder millioner af mennesker i det tyvende århundrede. Og stillet over for valget mellem de to vælger han ideologien. Som han kalder “humanismen”.
NB. indlægget er blevet afvist af Politiken
Geoffrey Cain
Rebekkavej 5
2900 Hellerup
Mange af Mellememøstens ledere er blevet styrtet. Shahen af Persien, Saddam Hussein, Tunesiens Ben Ali, Yemens Saleh, Egyptens Hosni Mubarak og Libyens Muammar Gaddaffi. Er det godt eller dårligt? Døm selv.
Fælles for alle de nævnte var, at de var verdslige, dvs. ikke religiøse, hvilket betød en vis frihed for kvinder og en vis frihed for kristne minoriteter. Men den tid er forbi, og Mellemøstens kvinder og kristne er begyndt at træde varsomt. Men det er ikke det værste. Langt mere alvorligt er undermineringen af Egyptens fred med Israel, der meget vel kan være første skridt på vejen til ragnarok i Mellemøsten.
Og det er der mange, der vil glæde sig over.
En af dem er Osama bin Laden, der nu boltrer sig med 72 jomfruer i paradis. Papirer fundet i hans skjulested Abottabad i Pakistan viser, at han hilste det arabiske forår velkommen, og det gjorde vore hjemlige Mellemøsten eksperter pudsigt nok også - omend ud fra et ganske andet perspektiv.
Pernille Bramming, Jørgen Bæk Simonsen, Anders Jerichow og Jacob Skovgaard Petersen m. fl. kunne kun se demokrati for enden af tunnelen. Osama bin Laden kunne se noget ganske andet.
Nu vil det vise sig, hvem, der havde mest ret.
Geoffrey Cain
Rebekkavej 5
2900 Hellerup
Hvis man tager det farsi-talende indoeuropæiske Iran med, kan man sige, at det arabiske forår startede netop dér for 30 år siden. Shahen blev væltet af en uhellig alliance mellem venstrefløjen og islamister, og siden da er landet blevet styret af fanatikere, der stener kvinder, hænger bøsser og kvæler ethvert forsøg på oprør uden skånsel.
Næste trin i dette forår var George Bush’ angreb på Saddam Hussein, hvis afgang startede en borgerkrig. Og derefter kom turen til Tunesiens Ben Ali, Yemens Saleh, Egyptens Hosni Mubarak og Libyens Muammar Gaddaffi.
Fælles for dem alle var en sekularisme, der havde betydet en vis frihed for kvinder og en vis frihed for kristne minoriteterne. Men den tid er forbi, og Mellemøstens kvinder og kristne er begyndt at træde varsomt. Men det er ikke det værste. Langt mere alvorligt er undermineringen af Egyptens fred med Israel, der meget vel kan være første skridt på vejen til ragnarok i Mellemøsten.
Og det er der mange, der vil glæde sig over.
En af dem er Osama Bin Laden, der nu boltrer sig med 72 jomfruer i paradis. Papirer fundet i Abottabad viser, at han hilste det arabiske forår velkommen, og det gjorde vore hjemlige Mellemøsten eksperter pudsigt nok også - omend ud fra et ganske andet perspektiv. Pernille Bramming, Jørgen Bæk Simonsen, Anders Jerichow og Jacob Skovgaard Petersen m. fl. kunne kun se demokrati for enden af tunnelen. Osama bin Laden kunne se noget ganske andet.
Nu vil det vise sig, hvem, der havde mest ret.
Geoffrey Cain
Rebekkavej 5
2900 Hellerup
Den sang var der flere end 1000 sørgende, der istemte i Mindelunden den 4. maj, og forunderligt nok var der bagefter ingen tegn på, at alle disse mennesker overhovedet havde været der. Ingen cigaretskodder, ingen ølflasker ingen pizzabakker. Intet. Kun en flot græsplæne og blomsterkranse. Det var et syn, der dannede en slående kontrast til 1. maj-festen i Fælledparken, hvor efterladenskabernes omfang nærmede sig det, der ligger tilbage efter en Roskilde Festival. En festival der i øvrigt har samme politisk farve, fordi der ofte er røde indslag i Roskilde som f.eks initiativer til boykot af Israel og - dybt ironisk – krav om et renere miljø.
Men det er ikke den eneste lighed. Et andet fremtrædende træk er selviskheden. ”Giv mig mere.”
På Roskilde Festivalen vil de have mere musik, mere øl, og mere hash. I Fælledparken vil de have mere i lønningsposen, og om det skader samfundet på længere sigt, er deltagerne ligeglade med.
For dem kan Danmark rende og hoppe, og derfor forekom den stille skare i Mindelunden at tilhøre en anden verden. Det var Danmark, når det er bedst. Roskilde Festivalen og 1. maj er Danmark, når det er værst.
Geoffrey Cain
Rebekkavej 5
2900 Hellerup
Jeg har tidligere skrevet om det arabiske ord “mazlum” , der betyder “krænket”. Ordet har en personlig betydning for mig, fordi jeg så det først i en artikel om arabernes livsindstilling, der var skrevet af en forhenværende bekendt, Hussein S. Han var en overgang en meget brugt kommentator i danske medier og havde fået sin magistergrad i filmvidenskab ved at oversætte franske filmtekster uden at angive kilden. Det ved jeg tilfældigvis, fordi det var mig, der formedelst et beskedent beløb havde oversat dem for ham. Så nemt var det - allerede dengang - at få en magistergrad i de bløde humaniora. Men det er en anden historie.
Lad os hellere tale om ordet mazlum. Jeg fik det nærmere forklaret af den meget lærde præst Verner Tranholm-Mikkelsen, der havde været missionær i de arabiske lande og som talte sproget flydende. Mazlum (udtales med langt “u”) var et participium af verbet “sulm” der betyder “at krænke, at forurette” og synes at være en nøgleord i forståelsen af den arabiske psyke. Hvilket følgende lille historie illustrerer meget godt.
En lægebekendt, der have arbejdet på et hospital i Saudiarabien, fortalte mig engang, at hospitalspersonalet jævnligt holdt møder - ikke for at undersøge om de gjorde deres arbejde rigtigt, men for at finde ud af, hvem der fornylig var blevet krænket. Altså hvem der var blevet mazlum. Det var der altid nogen, der var, og et temmelig grotesk eksempel herpå var manden, der stod for udlevering af som kanyler og andet teknisk/medicinsk udstyr. Han havde på et tidspunkt fundet det for varmt på varelageret og var taget op til sin chalet i bjergene for at svale sig i et par dage. Uden at give besked - og resultatet kan man forestille sig. Den efterfølgende kritik opfattede han som krænkende, og han så sig som et offer for onde tunge, der havde kastet smuds på hans ære og gjort ham mazlum.
Så tak til lægen for den historie og tak til Tranholm-Mikkelsen for hans uddybning af ordet mazlum. Men før vi forlader ham helt, vil jeg gerne fortælle om de to gange, jeg har haft med ham at gøre.
Den første - for ca. 45 år siden - var på hans præstegård i Fjerritslev, hvor han holdt et seminar for kristne arabere. Hvordan var jeg havnet der? Jo, det skete på den lidt pudserløjerlige måde, at min gode ven François T, der var kristen araber, havde fået en indbydelse til arrangementet, og eftersom han (grin ikke) brød sig såre lidt om samvær med andre arabere uanset deres observans, inviterede han undertegende med for på den måde at gøre det nemmere for ham at holde det ud. Så vi tog til Fjerritselv.
Dér blev der holdt foredrag på arabisk - angiveligt om kristendom - men også om politik,. Engang hvor Tranholm Mikkelsen havde trukket sig diskret tilbage, kom der en herre og talte, hvad der lød som dunder, til den lille forsamling. Det var under Golda Meïrs regerings tid, og jeg kunne tydeligt høre, at der blev sagt “fascist”, hver gang hendes navn blev nævnt. Hele forsamlingen - trods dens kristne ståsted - var PLO-tilhængere, og det endte med en stor og aggressiv pengeindsamling til fordel for palæstinensisk vold. De, der ikke gav nok, blev skammet ud og puffet op i hjørner, indtil der opnåedes et eller andet magisk rundt beløb. Til min forbavselse var en de ivrigste indsamlere François T. Men det kom der en forklaring på. Da han på et tidspunkt passerede mig med indsamlingsbøssen i strakt arm, hviskede han ud af mundvigen “jeg har ikke selv betalt”. Og så faldt brikkerne på plads igen.
Det er altsammen længe siden, og dengang var jeg ikke interesseret i de problemer, der nu hærger Mellemøsten (og verden). Det blev jeg senere, og nogle år senere kontaktede jeg Verner Tranholm-Mikkelsen igen. Han havde skrevet en aldeles glimrende og kortfattet “Islam for gymnasiet og HF”, som nok ikke længere bruges, men som efter min mening var noget af en perle af klarhed og viden. Uheldigvis var Tranholm-Mikkelsen selv en lidt tvetydig person, kom jeg til at synes. Han havde skrevet teologisk speciale om djihad, men var også formand for en flygtningeforening, der åbenbart ville have endnu flere folk fra Mellemøsten til Danmark. Var det virkelig tiltrængt, spurgte jeg. Og var det ikke bedre at oplyse de naive og uvidende danskere om den menneske-tsunami, der ventede dem og som på længere sigt ville - måtte - gøre dem til et mindretal i deres eget land? Hans svar chokerede mig. Hvis ikke de formåede at mande sig op, sagde han, kunne de kun takke sig selv for det, hvis landet gik under. Det chokerende var, at udsagnet mindede alt for meget om Hitlers sidste udtalelse om, at det tyske folk ikke havde været ham værdigt og fortjente at gå under. Her holdt vore samtaler op.
Og nu står vi, hvor vi står. Omgivet af et Mellemøsten, der siger, at det er Vestens skyld, og repræsenteret af en vestlig elite, der kun kan svare “ja, I har ret. Vi har krænket jer. Vi har gjort jer mazlum. I mine gemmer har jeg fundet en gammel artikel fra Politiken, hvor en palæstinensisk politiker, dr. Mousa Abugosh, får lov til at sige en hel del om det onde Vesten. “Araberne var fanget i en fælde”, sagde han (det var et par årtier efter 6 dageskrigen) og hvor var det dog synd for dem. Det var jo ikke deres skyld og en dag ville de hævne sig - og videre i samme dur. Men lige pludselig og aller- allersidst i interviewet - kom der en interessant betroelse: “Indtil da (dvs. indtil vi får Israel ned med nakken GC) må vi slikke vores sår. Det er typisk arabisk at give alle andre skylden, når noget går galt. Hvis jeg vælter min kaffekop, vil min første reaktion være, at bebrejde min kone, at hun ikke har sat den langt nok inde på bordet. Sådan er vi”. Det skal nok passe.
I samme bunke papirer, hvor jeg fandt dr. Abugosh, lå der tilfældigvis et par sider fra en bog om Muhammeds liv og især hans færden efter flugten (hidjra) til Medina. Forfatteren er Michael Cook, der skriver klart og godt, og de sider, jeg havde gemt, handler om fordrivelsen af Medinas jødiske stammer, der nægtede at slutte sig til islam, og derved fornærmede både Muhammed og Allah. Hvad man ikke gør ustraffet. De blev fordrevet, og det er godt at have tjek på denne fordrivelse, fordi den danner præcedens for, hvordan man behandler folk, der krænkede Muhammed og Allah og gjorde dem i missionsmæssig sammenhæng “ordentlig mazlum”.
Den første stamme, der røg, var Banu Qaynuqa, og de andre fulgte rip rap rup. “In the second year of the hijra a trivial quarrel precipitated hostilities with the Banu Qaynuqa, who were then expelled from Medina. In the fourth year they were followed into exile by the Banu ‘l-Nadir, who had plotted to assasinate Muhammed. In the fifth the Banu Qurayza sided with Muhammed’s external enemies who were besieging him in Medina; the outcome was the mass execution of the men and the enslavement of the women and children”. Ja. Og her er flere interessante forhold udover de nøgne begivenheder. Allerførst det faktum, at jødernes straf for ikke at acceptere den nye religion var fordrivelse. Et andet er massemordet (beordret personligt af Muhammed) på Banu Qurayza, der forudaner Adolf Hitler halvandet årtusind senere.
Og så er der et tredje forhold, som Michael Cooks korte tekst ikke nævner, massehenrettelsen foregik, efter at stammen havde overgivet sig. Den var blevet lokket til at nedlægge våben under løfte om frit lejde. Det var åbenbart en list, Allah så velvilligt på, når det gjaldt folk, der sagde nej til tilbud-man-ikke-kunne-sige-nej-til, og det samme skete, da Muhammed beordrede mordet på en visKa’ab al Ashraf. Dette navn burde kendes af alle, der interesserer sig for ytringsfriheden, fordi Ka’ab al Ashraf var en forløber for Salman Rushdie og alle de andre talrige blasfemiske drillepinde, der skulle ryddes af vejen pga. Deres påståede fornærmelser islam. Og mærkeligt nok havde Ka’ab al Ashraf endda gjorde sig skyldig i ros! Han havde skrevet digte, der priste de muslimske kvinders skønhed. Hvilket lyder som en mærkelig grund til at myrde nogen for, men Ka’abs skønhedsprisende digte var måske blevet opfattet på samme måde som nogle af os ville opfatte det, hvis nogen fløjtede efter vores koner? Jeg ved det ikke. Men hvorom alting er, kostede det Ka’ab hovedet. Og hændelsen havde en ekstra makaber dimension, idet den kun lod sig gøre ved at lyve. Før de to udpegede bødler drog afsted (en af dem var interessant nok Ka’abs fosterbroder), spurgte de, om det var okay at lokke Ka’ab ud af sin bolig med list, hvortil Allah - via Muhammed - svarede “ja, gør endelig det”. Derefter blev Ka’ab dolket ihjel på, hvad han troede var en uskyldig aftentur med venner. Det var samme taktik, der kostede de ca. 600 mænd i Qurayza stammen livet og var naturligvis præcedensdannende for]takkiyya (den gode løgn).
Michael Cooks beretning er ikke noget nyt, men findes i de fleste Muhammed-biografier, inklusive Tranholm-Mikkelsens, der er køligt-elegant skrevet og har det hele med på meget kort plads. Cook fortæller på samme side om en anden interessant gruppe i islams teologi, nemlig den, der er skrevet op til den allerhedeste del af helvede, (hedere endda end den, der står klar til jøderne), det var de såkaldte hyklere, al munafikun. De var med til at skabe ufred i Medina, og deres leder Abdallah ibn Ubayy, var tilsyneladende en værre en. “He was an ambitious tribesman who had almost succeeded in establishing himself as king in Medina when Muhammed arrived. His temporising (trækken i langdrag) was responsible for the fact that the Bani Qaynuqa were expelled rather than killed. He left Muhammed in the lurch (i stikken) just before the major military disaster of his career (det militære nederlag ved Uhud GC)”.
Her er det værd at bemærke, at både jøderne og “hyklerne” var kaffirun, der normalt oversættes med “vantro”. Men dens etymogiske betydning er snarere den, at kaffirun (altså dem, der begår synden kufr), er folk der skjuler og ødelægger noget. De fornægter og afviser, kan man sige, og de afviser ikke hvad som helst, de afviser den skønneste gave man kan få, nemlig den rette tro. Og det er slemt. I stedet for en kyshånd, har de forsmåede givere fået et “nej tak, ellers tak, jeg er lige i gang med min carport” eller lignende uforskammetheder, der må få dem til at føle sig enormt mazlum. Og det må vi vise forståelse for.
Her vil jeg runde af med en lille historie om François T., den gudfrygtige mand, der engang inviterede mig til en lang spadseretur op til Bellevue og tilbage igen. Da vi trætte og sultne nåede tilbage til hans hybel på Østerbro, inviterede han på mad. Den viste sig til min store skuffelse at bestå af brød og ikke andet. Og dog. På et tidspunkt hentede min omsorgsfulde vært en dåse ærter fra sine gemmer; hvad der fik mig til forventningsfuld at spørge “we’re also going to have peas?”
“Yes”, svarede François T., der allerede var i gang med dåseåbneren.“
”We do not live by bread alone”.
Geoffrey Cain
Rebekkavej 5
2900 Hellerup
Så Smukt så rent så hvidt som en fredsdue,
eller som en fejende hvid svane, ses de symboler,
der skulle afløse den så fatalt misbrugte ørn,
stækket af en vis “navnkundig” og hans meritter…
Så smukt så rent så hvidt er garnet, der nu er optrævlet
af soldaters kasserede sokker.
For freden er ikke blot nær, men stationær,
fortælles der floromvundet med dyre ord og løfter.
Så smukt så rent så hvidt vises et skønmaleri om,
at fordums ideologiske fejltrin er omme.
Våbene? De er kun en påmindelse om det, der “kunne” ske,
hvis ikke vi mønsterligt makker ret.
Så smukt så ren så hvid er europas forenede strikke-stat,
hvor magt-elitens partisoldater strikker og strikker,
på et usynligt spind og netværk som et pacificerende svøb,
mens land efter land umærkeligt erobres.
Så smukt så rent så kønt klinger fredens melodi,
at næsten ingen så fredsduen falde død til jorden,
svanen lette de stækkede vinger, fliksakse og flyve op,
og i et glimt vise EU-skyggens sorte kors af nød og elendighed…
Så smuk så ren så klar lød svanesangen om politiserende tomme klicheer,
og pølsesnak, om det ny Babylon, om demokratiet, der ligger tabt
på de bonede dansegulve i Bruxelles, med elitens dans omkring gulvkalven.
Juliette Charleman
Furesøvej 55
2830 Virum
Forskellighed blandt individer og som gennemsnitsbetragtninger folkeslag imellem er et yderst følsomt område at berøre. Det er imidlertid ufravigeligt, at hverken ideologisk eller ikke-ideologisk indstillede kan komme uden om de forskelligheder, der er kendsgerninger.
Emnet forskellighed falder sjældent i elitens smag, fordi her kan være karakteristika, der i en række tilfælde ikke lader sig påvirke af såkaldt integration, undervisning, uddannelse, arbejdsmarked eller anden verdensskabertrang. Det er imidlertid sådan, at forskellighed i enkelte tilfælde paradoksalt nok på én gang forherliges og afvises af styrende.
Drejer sig om at slå på minoritetsgruppers særligt positive kendetegn (målt efter danske og/eller politisk korrekte koder), for typisk at fremvise en forventelig eller ønskværdig sammenhæng eller tilsvarende træk, så er alt godt, men kun indtil kendsgerninger eventuelt måtte vise sig ikke at kunne leve op til forventningerne, der således foretrækkes for kendsgerningerne, siger sig selv. Derefter falder emnet uden for reel debat. Drejer det sig derimod om forskellighed, hvor minoritetsgrupper falder forskelligt ud til den anden side, den negative (målt med danske og/eller politiske korrekte koder), f.eks. m.h.t. kriminalitetens udbredelse eller det gennemsnitligt velfærdsforbrug og gennemsnitligt antal fødsler pr. kvinde anser eliten det for formasteligt at påvise denne forskellighed med kendsgerninger og ligeledes lægges der afstand til ethvert udtryk om disse fuldtud beviste forskelle. Selvom alt er fuldt dokumenteret og videnskabeligt i orden.
Når et begreb som forskellighed behandles lemfældigt på den beskrevne måde, vil det naturligvis ikke være holdbart i længden. Ikke fordi forskelligheden forsvinder, for den er netop ofte givet som en kendsgerning, der ikke forsvinder.
I Danmark får vi jævnligt oplyst, at vi mangler indvandring af arbejdskraft, uanset at produktionen placeret i Danmark år efter år svækkes mere af konkurrencen. Går vi til landets forbrugs- eller offentlighedssektor byggende på skattefinansiering er der f.eks. nogle fagkategorier, der særligt synes at udvise personalemangel: læger og sygeplejersker. Her har den danske model med mestendels fri adgang til skattefinansieret uddannelse for den enkelte og de enkelte studerendes karriere-ambitionsniveau ikke rigtigt kunne ramme de syges behov for arbejdskraft 4-8 år efter individ-beslutningen om uddannelse er taget, altså når den færdiguddannede skal ud på arbejdsmarkedet.
Det ville også i almindelighed kunne forventes at være meget usandsynligt, om de unge arbejdsmarkeds-uerfarnes ønsker om beskæftigelse og deres karriere-ambitioner lige netop skulle føre til en dækning af behovet for arbejdskraft disse flere år senere. Den danske ide eller utopi bag er ganske unik på jordkloden og synes at være noget i retning af, at der er nærmest ubegrænset behov for personale uanset uddannelsesvalget i alt fald i den sektor, der bygger på skattebetalinger som forudsætningen for ansættelserne, hvis ikke behovsdækningen måtte ske ad endnu mere mystisk vej. I produktionssektoren derimod skal en ansættelse kunne betale sig i forhold til omsætningen i markedet nu og fremover. Tager vi f.eks. ingeniørerne viser erfaringerne, at vi kører med en rekruttering til og en valgfrihed eller udvanding i visse af uddannelsernes enkelte dele, der simpelthen fører til udbuddet af arbejdskraft ikke passer til behovet for arbejdskraft i produktionssektoren.
Derudover er centralt aldringen, som indsnævrer mulighederne for at dække behovet for pleje- og omsorgspersonale ind med ung og yngre arbejdskraft efterhånden som ældreandelen vokser betydeligt i befolkningen. Vi ser her bort fra finansieringsproblemet i forbrugssektoren, der kun kan finde en løsning ved højere skatter (eller hvilket er det samme, ved at trække større ressourceandele fra produktionssektoren, der skal honorere lønkravene, der følger højere skatter), øge egenbetalingen, hvilket tilsvarende trækker ressourcer fra produktionssektoren, der efterhånden er trængt så meget af samme grund, at afvikling og udflagning tager til år for år.
Aldringsproblemet er opstået p.g.a. det faldende antal fødsler blandt vesterlændinge. Det er søgt løst ved at lade mere fødende immigranter komme til landet.
De ikke-vestlige immigranter med reelt toenhalv til tre gange højere fødselsrate kan imidlertid ikke uden videre forventes samtidig at dække landets behov for kvalificeret personale, der en nødvendighed for at holde den økonomiskabende sektor igang. Heller ikke blandt immigranternes børn opnås nogen balance.
J. E. Vig
Stadion Allé 46, st. th.
8000 Aarhus C
Hvis ikke din mobil skulle ringe – den har prioritet et i et og alt – så prøv at koncentrere om dette.
Jeg er blevet spurgt hvorfor der bruges så mange tal på danmark.wordpress.com.
Her er svaret.
B, der er ikke noget dejligt ved tal i almindelighed, som du hævder med et lille sarkastisk træk i mundvigen. Ganske få fatter mange af tallenes regler, så de tror på ord.
Jeg er simpelthen nødt til at vise ‘aberne’, at der findes noget der er sammensat forholdsregning, og som var kendt for fra 2300 år siden til ca.1965. De hævder jeg lyver, ‘for det, som de ikke selv har set, hørt, rørt ved eller lugtet til, eksisterer ikke’. Og når den første har sagt det, gentager den næste det og til sidst hele hylekoret – lidt svarende til krage- og rågeflokke, raprap, ..rap-ekstrem-rapraprap.
Tal og i øvrigt geometri er universets byggesten – og dem kommer man ikke på tværs.
Men hvis vi nu fik 500 til at fatte, at den danske stat ikke, som den har meddelt, bruger 20-30 mia. kr. på de ikke-vestlige pr. år, men 10 gange mere, samt 50 til at fatte, at dette bl.a. har som konsekvens, at der udbetales i DK 65% mere til de 16-64 årige end til samtlige folkepensionister, samt 10 til at fatte, at dette alene standser systemet. Samt bare fem, måske kun én til at forstå, at tallenes grafiske afbilding i tiden med kurvestigningstakterne beviser (med universets sikkerhed), at uden voldsom indgriben nu, er det snart overstået her til lands.
Større var min ambition såmænd ikke, for større kunne den ikke være med det menneskemateriale, der er blevet til rådighed. Ordet kom først og gav tanken mening, ja, men der var lissom nogen, der forvirrede med ord efterfølgende, og så nåede vi et helt forkert sted hen.
Dette sker ikke, hvis tallene bruges korrekt og understøtter og garanterer de første ord. Er her noget at debattere?
Ebbe Vig
Stadion Allé 46 st. th.
8000 Aarhus C
Hvordan Islam som lovreligion i alliance med menneskets flokdrifter og dermed forbundne klan og familietraditioner kan fastfryse det enkelte individ i dets udvikling til individualist med en personlig dømmekraft og empati.
Ethvert menneske har mulighed for at kunne tage skæbnen i egen hånd, med evne til at resonere og udvise den nødvendige dømmekraft, hvor gode valg belønnes med en aura af selvrespekt. Det kan blive til en positiv erfaring, når vi åbner døren til vores indre liv med dets muligheder for indsigt, og opdager at vi samtidigt kan se og sanse andres liv.
Ethvert menneske har mulighed for at kunne udvikle sig til at blive en del af en flok, hvor evnen til at resonere og udvise dømmekraft bliver pantsat for et ubrydeligt sammenhold, for tryghed, og for et selvbekræftende bedreværd. Bevidstheden om et jeg, der er unikt, bliver udvisket af bevidstheden om at være del af en enhed, der står sammen. Hvordan kan vi acceptere andre, når de ikke viser os respekt. Deres tale om personlig frihed, ligestilling og dialog er og bliver deres ideer, og har ikke noget at gøre med hvordan vi sammen danner en helhed, vi er stolte af.
Scenen er sat. Individualisternes verden overfor flokindividernes. Når de to verdener tilsyneladende danner en helhed, er det fordi de kan mødes på et område, hvor moralske og etiske værdier ikke har en afgørende betydning for de valg man tager.
Hvem klarer sig bedst, og hvem sætter dagsordenen, individualisterne eller flokindividerne? Ser man sig omkring i verdenen, må man konstatere, at det er flokindividerne, der i mange sammenhænge sætter dagsordenen. Individualisternes ildsjæle kommer nærmest til at gå deres ærinde, når de kæmper for retten til demokratiske valg og for ytringsfriheden. Det bliver til redskaber flokindividerne kan bruge, når grænsepælene skal flyttes gerne i et snuptag, med indførsel af deres regelsæt.
Hvis tanken om, at det er de samme kræfter der kunne ligge bag udviklingen i parallelsamfundene i Danmark, som omvæltningen i de muslimske lande føles absurd eller utrykt, er det nærliggende, at indtage en bagatelliserende holdning. Det er ikke desto mindre i pagt med en individualistisk dyd, at udforske en sag til bunds uden nogen former for selvcensur, og hvor hver en sten vendes, også de der måtte dække over en viden om vores bio/psykologiske arv.
Adfærdsforskere, har dokumenteret, at mennesket er født med syv drifter, som er del af en biologisk arv, der er udviklet hos vore forfædre primaterne, under deres overlevelseskamp mod naturkræfter og rivaler.
De syv drifter er aggressionsdriften, frygtdriften, seksualdriften, territorialdriften, ritualdriften, rangordensdriften og yngelplejedriften. Man kan samlet kalde drifterne i deres rene eller primitive udgave for flokkens overlevelsesdrifter. Drifternes udformning bliver modereret i et samspil med kulturelle faktorer. Denne udviklingsproces tager sig forskelligt ud, alt efter om målet er udvikling af en individualist eller et gruppeindivid. I første tilfælde er udgangspunktet, at man vedkender sig et personligt ejerskab af sine følelser og dermed af sine drifter. Det er derfor naturligt at sætte følelserne ind i en forståelsesramme, hvori indgår tænksomhed og selverkendelse, før udleven af et respons, som man kan tage et personligt ansvar for.
Ved udvikling til flokmennesket gøres følelserne, ikke mindst vedrørende ære og skam, til flokkens anliggende, hvorfor det er vigtigt at opsætte konkrete og nok så bastante retningslinier, der skal regulere adfærden i flokken. Så er vi der, hvor man kan tale om familietraditioner med en autoritær ledelse, en social kontrol, og sikring af alle medlemmer bakker op om flokkens beskyttelse. Trusler udefra medfører reflektorisk et følelsesmæssigt respons i form af sårethed og vrede, og hvor ansvaret for arten af respons falder tilbage på gruppen.
Uanset kulturel baggrund er der en naturbunden drift, hvor løsningen kan gå over den menneskelige forstands fatteevne, det er frygtdriften, som kan tage uendelig mange former.
Individualisten kan løse problemerne ved at resonere og så afvente hvad skæbnen måtte byde på af udfordringer, eller give helt slip og svæve op i en meditativ bevidsthedstilstand, hvor der intet er at miste, og hvorfor der intet er at frygte.
Flokmennesket, har en anden løsningsmodel. Den bygger på urgamle traditioner, om hvordan man som gruppemedlem skal agere for at beskytte flokken, hvori indgår en form for alliance med overnaturlige kræfter, formidlet af dertil “udvalgte” eller særligt kyndige medlemmer. Man må med rette kunne stille spørgsmål til hvornår der fra deres side er tale om “profeti”, og hvornår man står overfor psykiske projektioner, eller ideologiske dogmer, når “det guddommelige univers” oprulles for flokken af uvidende i et nok så levende billedsprog.
I Islam kan man påstå at flokindividernes frygtdrift, i den gode sags tjeneste, bliver groft udnyttet. Frygten bliver først oppisket, med udpensling af detaljerede beskrivelser af de helvedes pinsler, der truende venter alle de urene efter døden. Mohammed fremtrådte her som “kronvidne”. Men islam påberåber sig samtidigt at have patent på den eneste rigtige opskrift på en redning, der imødekommer flokindividernes behov for tryghed, uden at den kommer i en modsætning til familietraditionerne. Den eksisterende rangorden, med den sociale kontrol over kvinderne, og over seksualdriften, cementeres af koranen. Familiesammenholdet helliggøres gennem udformningen af ritualdriften, hvor en række hverdagshandlinger tillægges en magisk betydning. Følelsen af at være ren sikres således ved overholdelse af enkle påbud, som f.eks. ikke at spise svinekød og ved at gå korrekt tildækket. Dertil kommer den sugestive virkning på udvikling og fastholdelse af en ureflekteret lydighed, der formidles under udøvelse af stereotype detaljerede ritualer i forbindelse med de daglige bønner. Islams tilgang til aggresionsdriften og territorialdrifte, markeres ved koranens ord om at de troende altid skal bekæmpe dem der angriber deres territorium, og at målet er, at territoriet skal udbredes overalt på jorden.
Man må konkludere, at den biopsykologiske forståelsesramme er med til at anskueliggøre, hvorfor flokindividerne fremtræder med pondus og en nærmest ugennemtrængelig harnisk, når de sætter dagsordenen med enkle sloganer som “Allahhu Akbar”, medens individualisterne står med skægget i postkassen, uden samme gejst og offervilje.
Når det kommer til åbenlyse konfrontationer, går flokindividernes ære og ret til at slå igen, frem for nogen form for samvittighedskval, idet en “samvittighedens stemme” er forbundet med empati og et personligt ansvar.
Så har vi de mere snigende konfrontationer i forbindelse med flokindividernes krav om respekt for deres kulturelle arv, og krav om at den “ubesmittet” går videre til de næste generationer. Det er her at individualisterne kunne eller burde træde i karakter. Hvis vi lader stå til, svigter vi vores selvrespekt og vores kulturelle arv, der kan ses som en del af et evolutionært, skæbnebetonet udviklingsforløb. Der går en rød tråd fra det driftstyrede hulemenneske, til det af regler styrede klan og familie medlem, til den fristillede individualist, og hvor næste fase, ligger op til udvikling af en bevidsthed om et humanistisk ståsted og et spirituelt fællesskab. Det burde være selvindlysende at ingen led i denne udviklingsrække kan springes over. Vi svigter set i dette perspektiv ikke mindst de børn og unge der står for at blive indoktrineret, så de fastfryses i fasen, hvor der hersker et i stål udskåret regelsæt. Jødedommen slægter her Islam på, medens kristendommen og buddhismen i deres essens knytter an til den sidste face i udviklingen. Som en positiv nyhed skal fremhæves at man er begyndt på udvalgte skoler rundt i landet at træne eleverne i empati med gode resultater. Tiltaget er nærmere beskrevet i bogen empati-det holder verden sammen. Det er oplagt at man må videreudvikle denne praksis på alle skoler, også på privatskolerne.
Kurt Charleman
Speciallæge i psykiatri
Furesøvej 55
2830 Virum
Information om NEJ.dk
